Poul S. Christensen - manden bag altertavlen
Poul Simon Christiansen blev født den 20. oktober 1855 og voksede op på Nordfyn i Hjortebjærg ved Bogense. Hans far, mølle- og maskinbygger Christian Poulsen fra Birkende, skulle ifølge familietraditionen nedstamme fra selveste Hans Tausen. Hjemmet var præget af den grundtvigske bevægelse, som den udfoldedes af Wilhelm Birke-dal i Ryslinge og den fynske lægprædikant Peter Larsen Skræppeborg.
PSC udviste allerede som dreng et betydeligt talent som tegner. Der skulle dog gå en del år, før talentet blev udviklet, for efter konfirmationen kom han i lære som møllebygger hos sin far, og arbejdede efter endt læretid i erhvervet i syv år, indtil han søgte og fik støtte fra amtet til et halvt års ophold på en højskole. Han valgte Emdrupborg Højskole med dens nærhed til København. Højskoleopholdet blev af afgørende betydning. Mest betydningsfuldt blev det for ham at høre kunst- og litteraturhistorikeren Sigurd Müllers foredrag om litteratur og kunst og deltage i gennemgangen af malerierne i Den Kongelige Malerisamling på Christiansborg (Nu Statens Museum for Kunst). Og det gik op for ham, at kunsten var et kald.
Da muligheden kom, blev han derfor elev på Zartmann`s malerskole, hvor han var 1885-90, og hvor også de såkaldte fynbomale-re, Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen var elever. PSC regnes for en af Fynboerne og er da også repræsenteret på Fåborg Museum, som Lis og Lars Christensen besøgte i sommer, hvor de fotograferede et af hans mange selvportrætter. Man kan dog ikke sige, at PSC er fynbomaler i helt samme forstand som Hansen, Syberg og Larsen. Dels var der forskelle i kunstsyn og dels var det ikke det særligt fynske, der optog PSC.
PSC havde i begyndelsen svært ved at sælge sine billeder, og levede i mange år, som mangen en kunstner, i fattigdom. Gennem årene rejste han ofte til Italien og opholdt sig med Zarthmann i den danske kunstnerkoloni i Civita d`Antino. Her malede han en række fine italienske landskaber, og sammen med hans danske landskaber med den lysende kolorit samt ikke mindst portrætterne, bl. a. det af vennen Niels Larsen Stevns, blev han en væsentlig skikkelse i dansk kunst.
I tre år, fra 1902-04, var han hver sommer i Viborg. Vennen Joakim Skovgaard havde fået overdraget udsmykningen af domkirken, og for PSC var det så stort, at han måtte være vidne til det, og bl.a. male Skovgaard og hans svende i færd med arbejdet.
Poul S. Christiansen døde i 1933 som en anerkendt og højt værdsat dansk kunstner, og efterlod sig en overordentlig stor produktion, der vidner både om hans stædige flid og om hans store spændvidde fra landskabsmaleri til nature morte, over historiske motiver som Dantebillederne, til en lang række selvportrætter, - og så selvfølgelig, altertavlen med englene i Bering Kirke
