Den 5. juni 1876 blev Bering Valgmenighed stiftet og vores første valgmenighedspræst, Jørgen Teilmann, indsat som præst i vores nybyggede Sankt Peders Kirke, som den samtidig blev "døbt".
Det fejrede vi med et stort program både fredag den 5. juni og dagen efter lørdag den 6. juni. Vejrguderne havde sendt varsel ud om regn i rigelige mængder, men vi havde selvfølgelig forbindelserne i orden, så vi fik næsten ingen nedbør men skøn solskinsvejr under hele festen.
Fredag den 5. juni startede vi klokken 14.00 med festgudstjeneste i vores skønne kirke. Helle var selvfølgelig præst denne dag og ved orgelet sad Marianne Villadsen.
Efter gudstjenesten blev der serveret eftermiddagskaffe, boller og lagkage i forsamlingshuset.
I anledningen af vores 125-års jubilæum i 2001, blev der den gang komponeret en særlig pinsesalme, skrevet af Helge Severinsen og med musik af Bjarne Haahr. Den blev først sunget i kirken og Rasmus Mogensen fortalte om den i sit musikalske foredrag om eftermiddagen i forsamlingshuset, hvor vi sang den endnu en gang.
Derefter fik vi en kølig Crémant udenfor forsamlingshuset, doneret af Super Brugsen Kolt, mens det dygtige personale på rekord tid, fik lavet kaffebordene om til aftenmaden.
Aftenen gik med tre retters dejlig mad, lavet af chefkokken, Søren Riis og hans dygtige personale. Søren fik også lige tid til lidt underholdning i løbet af aftenen.
Vi sluttede ved 22.30-tiden, så der var tid til at nå hjem og få en lille lur inden lørdagens program løb af stablen.
Lørdag startede vi vores del 2 af jubilæet op med morgensang i pavillonerne foran forsamlingshuset klokken 9.30. Her var valgmenigheden vært med kaffe/te og rundstykker.
Klokken 10.30 skulle Sigurd Barrett være gået i gang med sin del af underholdningen, men på grund af sygdom, havde han desværre været nødt til at melde afbud fredag lidt over klokken 14. Vi havde travlt med at finde en erstatning og i løbet af få timer var det lykkes os at få fat på Mek Pek og fået lavet en aftale med ham. Lørdag morgen stod han og hans musikere, Jesper og Mads, klar i vores kirke, og gav den hele armen. Det var en fantastisk koncert de gav og hele forsamlingen var med og der var fest i kirken. Tak, til Mek Pek og hans musikere og samtidig og god bedring til Sigurd.
Efter koncerten var der mulighed for at købe lidt frokost fra Sandvad Sognegårds Foodtruck udenfor kirken. Der var også stillet Bering GT's Airtrack og lidt legeredskaber venligst udlånt af Bering GT. Der var også mulighed for at afprøver Berings nye Flødebollemaskine, der blev indviet ved den lejlighed.
Da klokken blev 14.00 bød vi på foredrag i forsamlingshuset ved skuespiller Esben Dalgaard, der under den lidt dystre overskrift "Min ven døden ?" gav et rigtig flot og underholdende foredrag om et tabuemne, nemlig døden.
Mek Pek stod for jubilæets næststørste redning. Den største stod Ann Padkær for. Ann som havde stod for en kæmpe del af jubilæet, bevarede lige det kolde overblik, da vi fik besked fra Sigurd Barretts arrangør fredag klokken 14.10 at Sigurd var nødt til at aflyse lørdagens koncert i Bering. På få timer fik hun fat på Mek Pek og aftalt detaljerne om en familiekoncert i Bering, sådan at han og bandet stod klar lørdag morgen, klar til at starte en fest i kirken klokken 10.30.
Vi fik i løbet af natten sendt besked til billetkøberne og langt de fleste var godt tilfreds med at det var Mek Pek der pludselig stod i Bering Kirke og underholdt.
Mek Pek og hans to musikere, Jesper og Mads, stod for en underholdende koncert med friske drillerier og inddragelse af børn som voksne i kirken, så ingen kunne sidde stille til sidst. Alle stod og dansede mellem kirkebænkene.
Tak, mange tak, til Mek Pek og band for en feberredning og fantastisk familiekoncert.
Vi har samlet lidt stemning fra kirken og koncerten i en lille film. God fornøjelse.
I anledning af vores 150-års jubilæum bød vi lørdag den 6. juni 2026 kl. 14.00, på foredrag med skuespiller, forfatter og foredragsholder, Esben Dalgaard i Bering forsamlingshus, under overskriften "Min ven døden?".
Med afsæt i sin egen livs- – og døds – situation gjorde han os meget klogere på døden.
Han gjorde et alvorstungt emne levende og med et stænk af humor, fik han lettet stemningen fra start af. Vi tror alle fik rigtig meget ud af de lidt over 2 timer foredraget varede, spørgelysten var under alle omstændigheder stor.
Tusinde tak til Esben for dit rigtig gode foredrag.
Under foredraget blev der serveret kaffe/te, boller og friskbagt Bering-kringle.
Vi har samlet nogle af billederne fra foredraget herover i en lille film fra hele dagen i Bering 6. juni. 2026.