Torsdag den 20. februar 2025 var der foredrag med frimenighedspræst og tidligere højskolelærer ved Ollerup Gymnastikhøjskole, Henrik Jensen, fra Ågård Frimenighed. Aftenen blev indledt med gudstjeneste kl. 18, hvorefter der var suppe og foredrag i forsamlingshuset, hvor overskriften for Henriks foredrag er: ”Dansk præst og Høvding i Ghana”.
I starten af 1990’erne var Henrik ansat som leder af et højskoleprojekt i Ghana, Vestafrika, og siden har han holdt tæt kontakt med lokalområdet i Ghana. Det er blevet til over 35 rejser frem og tilbage. Som tak for sit engagement valgte det lokale ældreråd at indsætte Henrik som høvding i rådet. Titlen er så fin som Togbe Dunenyo I – Høvding for venskab.
I foredraget tog Henrik os, i ord og billeder, med på en rejse til Ghana – herunder også en stor høvdingebegravelse, som var en blanding af en kristen begravelse og en traditionel begravelse. Henrik deltog både som del af Ældrerådet og som præst.
Prisen for både suppe og foredrag var 125 kr.